TIP // SÅDAN RYDDER DU OP PÅ DIN IPHONE

 

Jeg er sådan et liste/oprydnings-freak (selvom jeg faktisk ofte er virkelig det) og jeg har tidligere givet jer tips om hvordan I kan rydde op på jeres skrivebord på computeren.  I denne omgang af oprydnings-flip er det min telefon det er gået ud over! Jeg ledte og ledte på hele internettet og fandt de bedste tips til hvordan man får ryddet op på sin iPhone. Jeg har både sparet tid og penge efter jeg fik ryddet op på min.

Adskil arbejde og fritid

Er du også en af dem der konstant bruger apps på din telefon i forbindelse med dit arbejde, så er det bedste tip jeg fandt, at lave én skærm med foldere og apps til arbejde, og én skærm med foldere og apps til din fritid. Ligger det hele rodet sammen, så er det SÅ let lige at tjekke apps man egentlig kun burde bruge til sit arbejde (f.eks. sin webshop-app, når man skal til at spille Wordfeud, ahem), og vupti, så er man tilbage i arbejds-mode selvom man egentlig lukkede ned og satte sig for at have fri for flere timer siden. Det er i hvert fald sket på nærmest daglig basis for mig.
Samtidig med at jeg endelig fik skilt tingene lidt ad, fik jeg også lavet mapper på min telefon der gav mening. F.eks. ‘Spil’, ‘Shopping’, ‘Opskrifter’, osv.

Stop med at betale for ting du ikke bruger

Jeg er SÅ slem til lige at skulle prøve en eller anden app og så tilmelde mig x antal dages gratis prøvetid og så glemmer jeg alt om det igen og når jeg så kigger på min konto og kan se at jeg betaler 9,- her og 39,- der og jeg overhovedet ikke aner hvad pokker jeg har brugt dem på. Det tog mig faktisk overdrevet lang tid at finde ud af hvordan jeg fik opsagt alle de dumme abonnementer (for det kan som regel ikke gøres i app’en), og endelig fandt jeg løsningen:

  • Gå ind i Indstillinger
  • Vælg iTunes & App Store
  • Tryk på dit Apple-id
  • Tryk på ‘Vis Apple-id’
  • Vælg Abonnementer og herefter opsig dem du ikke bruger!

Sluk for støjen

Jeg blev træt af alle de notifikationer jeg fik hver gang der var et salg i min webshop, en kommentar på Instagram, osv. Det gav mig virkelig helt unødig stress, så i stedet har jeg nu slået alle mine notifikationer fra (også på min arbejdsmail – gys!) og har i stedet faste tidspunkter jeg tjekker den slags på. I begyndelsen kunne jeg godt komme til at glemme det, men fik lynhurtigt lavet en ny rutine hvor den slags var indlagt i.

Ryd op i dine billeder

Jeg har ca 7000 billeder liggende i mit standard-album (mest fordi jeg nærmest tager screenshots af alt jeg synes der ser fedt ud), hvilket gør det nærmest umuligt at finde rundt i når man så lige skal bruge et bestemt billede. Min telefon laver selv en del undermapper (f.eks. ‘Selfies’, haha), men jeg har selv lavet en hel del mere ved bare at bruge ‘+’ inde i mine albums. Så nu har jeg mapper med ideer til tegninger, med billeder jeg synes ville være gode på Instagram, osv. hvilket har gjort det en hel del nemmere at finde når jeg så skal bruge dem.

Håber, at du måske kan bruge nogle af de små tips, hvis du ikke allerede kendte dem i forvejen. Her er de i hvert fald i samlet flok!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *