NEMME DIY BOGMÆRKER MED AKVAREL

De her bogmærker er i virkeligheden så nemme, at de stort set ikke behøver en guide. Men fordi jeg alligevel var ved at lave nogle til mig selv tog jeg et par billeder, hvis I andre også skulle have lyst til at give jer i kast med det. De kan i virkeligheden laves i alle former og med al slags dekoration, det kommer helt an på ens egen smag.

Det skal du bruge til disse bogmærker:

  • Tykt akvarelpapir (minimum omkring 200g, da bogmærkerne ellers bliver hurtigt slidte og bukkede). Jeg bruger som regel akvarelblokke hvor papiret allerede er limet fast, så ikke man selv skal til at sidde og sætte papir fast med tape (som f.eks. denne her – reklamelink)
  • Akvarelfarver (jeg har nogle forskellige, men den jeg bruger mest er denne her fra Panduro)
  • Pensel
  • Vand (gerne to forskellige glas – ét til at rense penslen og ét til at blande farverne)
  • En fineliner til at dekorere bogmærkerne med når de er tørre

Fremgangsmåde:

1) Giv et område på papiret en let omgang med en våd pensel (med kun vand på):

2) Herefter begynde du at fylde den lyseste farve på du vil bruge, og herefter dupper en mørkere farve ud i siderne af det våde stykke:

3) Fortsæt indtil du er tilfreds med resultatet og lad det tørre. Husk, det er vigtigt at lade papiret blive på blokken indtil det er fuldstændig tørt, så papiret ikke kommer til at krølle. Sådan her endte mine med at se ud da de var tørre:

4) Når det er helt tørt kan du enten skære eller klippe dem ud og bruge dem som de er. Ellers kan du dekorere dem med noget skrift og tegninger med en fineliner eller tusch.
Jeg er komplet nybegynder med sådan noget hand lettering (som det så fint hedder), så mine evner er bestemt også derefter, men jeg synes det er SÅ hyggeligt at sidde og nørkle med, så jeg fik skrevet lidt på mine bogmærker.

Jeg har selv købt disse bøger, og kan varmt anbefale begge. Den der hedder Supernem Handlettering har dog mange flere forskellige skrifttyper.

I forbindelse med dette indlæg ledte jeg efter nogle gratis ark man kunne printe ud og øve sig på. De krævede alle, at man skulle skrive sig op til alle mulige ting, så det måtte jeg droppe.

Hvis du mangler materialerne …

Hvis du ikke har akvarelpapir og farver, pensler, osv. indenfor rækkevidde, så frygt ikke!. Her et ark med de to forskellige slags bogmærker jeg lavede, som er lige til at printe ud. Du kan herefter dekorere dem helt som du vil. Jeg har lavet disse lidt mindre, så der var plads til 4 stk på et A4 ark.
Det nemmeste er naturligvis hvis du har mulighed for at printe dem ud på noget tykt papir, men ellers kan du også printe dem ud på et stykke almindeligt papir og så f.eks. klistre dem fast på en baggrund af farvet karton.

4 bogmærker

Mangler du inspiration til hvad du kan skrive (og tegne) på bogmærkerne, så har jeg lavet et board med ideer på Pinterest

Posted in DIY

OPSKRIFT // JEG-ER-SULTEN-NU-PIZZA

At kalde det her for en opskrift er altså næsten snyd, men den er god hvis du har travlt eller ikke orker at lave din egen pizzadej. Jeg har nemlig fundet ud af, at man faktisk godt kan få en ok bund ud af de færdiglavede pizzadeje du kan købe i supermarkederne, det er dog vigtigt at du ruller dejen ud med en kagerulle for at kunne få den tynd og sprød, og ikke bare bruger den som den er (selvom den i forvejen er rullet ud)

JEG-ER-SULTEN-NU-PIZZA MED KARTOFFEL, PERSILLE, HVIDLØG OG RØDLØG.

Tynd og sprød pizza!

Antal 4
Forfatter admin

Ingredienser

  • 1 pakke færdiglavet pizzadej
  • 2 spiseskefulde olie
  • 1 hvidløg
  • 2 kartofler
  • 1/2 rødløg
  • a håndfuld finthakket persille

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 250 grader (jeps!) og sørg for at lade en bageplade stå inde i ovnen og lad den varme op i 10-15 minutter inden pizzaen skal ind

  2. Riv hvidløget og bland det med olien

  3. Skræl kartoflerne og skær dem i 'skiver' med kartoffelskrælleren (de skal være helt papirstynde da pizzaen kun er i ovnen i ca. 10 minutter og hvis skiverne er tykkere kan de ikke nå at blive færdige) - 'Tør* kartoffelskiverne af med lidt køkkenrulle eller et viskestykke.

  4. Skær rødløget i papirstynde ringe.

  5. Fordel olien med hvidløget ud over pizzaen.

  6. Læg kartoffelskiver og rødløg ovenpå og tryk dem let ned i laget med olie. 

  7. Sæt pizzaen på den varme bageplade med bagepapir under og bag den ca. 10 minutter ved 250 grader - det kan være afhængigt fra ovn til ovn, men den er færdig når den er blevet brun i kanten.

    Drys til sidst lidt persille ud over. 

 

MÅNEDEN DER GIK // MAJ

Da jeg skrev indlægget om april (som jeg først i dag opdagede slet ikke var blevet udgivet, haha) skrev jeg at jeg satsede på at maj måned ville blive bedre end april mht. de der dumme galdesten jeg render rundt med, men mindre man tænker at ‘bedre’ betyder ‘smid en betændelse i bugspytkirtlen og en uge på hospitalet oven i’ så hold det desværre ikke helt stik. Desværre betød den omgang også at min operation nu er udskudt i hvert fald 2 måneder, men nu må det bare været som det er – jeg har nærmest et helt apotek i skuffen, som gerne skulle kunne tage smerterne når de kommer. Før tænkte jeg at jeg slet ikke gad at deltage i noget indtil jeg var opereret, men kan også godt se at det er helt uholdbart, så nu har jeg bestemt mig for at så længe jeg har Michael med så han kan køre mig hjem hvis det går galt, så skal de nok gå. Jeg kan jo ikke bruge hele sommeren på at sidde herinde og glo i frygt for at der måske kommer et anfald.

Alle skriver om det, men man kan jo ikke lade være. Hvad sker der dog for vejret? Det er jo vanvittigt! Og SÅ tiltrængt efter en meget kold sommer sidste år og en lige lang nok vinter. Vi har endnu slukket for vores oliefyr (er I klar over hvor dyrt det er hele tiden at skulle fylde det op, haha?) og kan nu sagtens klare den med vores varmeblæser, og går det helt galt kan vi jo altid også tænde op i brændeovnen.

Udover en uge på hospitalet har maj måned nærmest udelukkende stået på arbejde for at indhente det forsømte fra da jeg var på hospitalet og komplet uarbejdsdygtig for at sige det mildt, haha.
Vi har 1000 timers havearbejde (glemmer ligesom hver år hvor meget tid den slags tager, haha), men vi fik da alligevel stukket ud på en tur til København (for at spise yndlings-kebab!) og til Køge (fordi jeg ville gense det fine muslingshus ved havnen)

Uden at jinxe det for meget, så vælger jeg at være optimistisk og sige at juni bliver awesome og uden indlæggelser!

Her er lidt fra maj:

3 hygge-katte i solen i en hyggelig gård i Stege
Temmelig overpriced men faktisk ret god burger i Køge.
Blomster fra søde kæreste

 

 

Ååååh … jordbær! og kage!
Det fine hus af muslingeskaller. Jeg vil bo der.
Yndlingskebab i Hedehusene. De af jer der har været der, ved hvad jeg mener!
Hjemmelavede bogmærker. De er supernemme at lave, jeg smider snart lige en lille guide op til dem.
Blomster fra søde forældre

STEDER DU SKAL BESØGE PÅ LOLLAND // MARIBO

Selvom jeg efterhånden snart har boet på Lolland i 6 år kan jeg umuligt give en komplet guide til alle steder du skal se, spise, osv. på Lolland, der er virkelig meget at se! Alligevel vil jeg her forsøge at videregive lidt tips og guides til steder jeg kan lide hernede. I denne omgang handler det om Maribo som er en hyggelig lille by, ca. 15 km fra hvor vi bor og hvor vi ofte kommer. 

Jeg har aldrig selv været den store campist, men det er mit indtryk at langt de fleste der camperer i Danmark kender til Maribo Sø Camping , og når vi har gået tur i området omkring Maribo søerne ser pladsen også vældig hyggelig ud og med en dejlig udsigt ud til den store sø, og alligevel placeret lige midt i byen, så du let kan gå til alting. Så vidt jeg har kunnet finde ud af, er der omkring campingpladsen også mulighed for f.eks. at leje vandcykler, men jeg har ikke kunnet finde et link til det.

Er du ikke til camping, så ligger Hotel Søpark også også lige ned til søen, så du stadig får den fine udsigt, og hotellet har en hyggelig terrasse hvor du kan side og nyde udsigten.

På den anden side af gaden, overfor Hotel Søpark ligger et mindre hotel, Ebsens Hotel.
Jeg har hørt at det er et hyggeligt, ældre hotel at bo på, men jeg er må også indrømme, at jeg er lidt sådan ‘meh’ over restauranten. Vi har faktisk af flere omgang forsøgt at ‘få lov’ til at spise der, men den første gang fik vi af vide at vi ikke ‘kunne’ spise både forret og hovedret (altså, i den forstand at vi ikke havde plads i maven til begge dele – og det tror jeg faktisk vi bedst selv kan bedømme, det virkede faktisk lidt mere som om de gerne ville lukke tidligt og at det var derfor vi ikke havde ‘plads’, så vi gik igen) og den anden gang ville Michael og hans far gerne ind og spise og ville helst have noget fra menukortet (som skulle være muligt da de var der), men blev nærmest tvunget ud i en thai-buffet (som sikkert er lækker – men som ikke rigtigt er det samme som den schnitzel man lige havde lyst til) så de opgav og gik igen. Det er synd, for jeg har hørt at maden er helt fin, men vi har nok lidt opgivet at spise der, så den ryger kun med her fordi jeg har hørt fra andre at maden er god og at selve hotel-delen er hyggelig.

Omkring søen er der ved at blive bygget nyt, det betyder blandt andet at en del af søbredden nu har en fin promenade og på stien op mod byen er der blevet bygget nogle gevaldige bænke med kæmpe chaislonger, der virkelig indbyder til at at tage en pause og sætte farten ned.
Personligt har vi mest brugt bænkene til at spise is – og isen skal du købe i den udefra lidt anonyme kiosk, Søpark Kiosken der ligger på Vestergade, tæt på hotellet. Man du skal virkelig, virkelig tage dig i agt! Når der står “1 kugle”, så skal du vide at der reelt set er tale om 5-6 kugler, de er VIRKELIG gavmilde (og isen er overhovedet ikke dyr), men vi må tit give op halvvejs igennem når vi har bestilt med 2 kugler.

Livet omkring søen og centrum af Maribo er fantastisk hyggeligt om sommeren. Man kan let gå fra den flotte domkirke og hen til torvet, hvor der ofte er fyldt med liv og markeder om sommeren. Fra torvet kan man gå videre ned af gågaden hvor der godt nok er et par tomme butiklokaler, men ellers er det en hyggelig tur med flere små hyggelige butikker (er du glad for dyr ligger der også en lille dyrehandel med en butiks-Golden Retriever).

Er du småsulten kan pølsevognen på torvet varmt anbefales. Her kan man også sidde udenfor på torvet og kigge på det fine springvand og ellers bare nyde solen. De laver altså en virkelig god ristet hotdog, og vi har tit kigget forbi hvis vi ikke havde lyst til at gå ud og spise flere retter mad. Er du til noget måltids-agtigt, så ligger der Café Victoria (du kan komme ind fra gågaden) hvor du kan få en god, standard café-burger, og er du til noget i den lidt tungere ende, så skal du prøve bøfferne (eller de stegte rødspætter!) hos Restaurant B. Det er nok det sted vi har kommet allermest, det er sådan et sted du nemt kan tage familien med hen, hvor alle kan finde noget på menukortet de kan lide, og vi har aldrig gået skuffede derfra.

Der findes 2 bagere i Maribo, og vi bruger faktisk dem begge, men lidt til hver sin ting. Pabst Bakery på torvet lavet nogle sindssygt gode brød der er langt fra de helt hvide rundstykker, og så laver de de bedste (og billigste! mener det er 2 for 25,- og de er enorme!) kanelsnurrer jeg nogensinde har smagt. Hvis vi køber morgenbrød i weekenden, så køber vi det som oftest der. Man kan også sagtens få nogle helt habile rundstykker og wienerbrød dér, men det ville være synd at snyde sig selv for et af de fine brød (som kvalitetsmæssigt er helt på højde med de gode bagerier i København, brødene koster dog bare kun det halve).


Mens Pabst er helt sublime til brød, så må jeg indrømme at den anden bager, Den gamle Bagergaard, kan noget med kæmpe, fedtede (på den virkelig gode måde!) wienerbrød og almindelige rundstykker (og ind imellem er det jo bare det man har mest lyst til). Og så har de nogle små Wales-kringler med lyserød glasur som er helt fantastiske, jeg har spist flere af dem end jeg har lyst til at blive mindet om, haha.
Så alt efter hvad du er i humør til, så kan du sagtens få stillet din sult efter godt brød (eller kage!) Maribo.

Der er som sagt masser af liv om sommeren generelt, men den største begivenhed der trækker virkelig mange mennesker til byen er Maribo Jazz Festival, som helt sikkert er værd at tjekke ud hvis du er til hygge, kolde øl i den varme sol og masser af jazz. For nogle år tilbage fik jeg den fornemme opgave at tegne årets plakat til festivallen, og i den forbindelse mødte jeg de frivillige bag festivallen en masse gange, og hold da op nogle ildsjæle og rare mennesker!

Af hyggelige oplevelser kan også nævnes en tur med Anemonen på Maribo Søerne. Vi har kun prøvet det en enkelt gang, men det var sådan en hyggelig tur, at vi helt klart skal prøve det igen. Du kan finde information om afgangstider, ruter og priser med båden lige her.

Jeg kan også anbefale en tur forbi Frilands Museet. Det er også et sted vi kun har været en enkelt gang, men det virker som det perfekte sted at tage hen med ungerne og familien, som både er lærerigt og sjovt.

Sidst, men ikke mindst, så ligger Knuthenborg Safari Park ikke så langt udenfor Maribo. Og i år er der åbnet en helt ny dinosaur-park derinde som vi helt sikkert skal hen og se nærmere på.

Så skal du en tur til Lolland i løbet af sommeren, så kan jeg varmt anbefale at tage en smut forbi Maribo. Alt der er nævnt i indlægget er – med undtagelse af Knuthenborg – i gåafstand fra hinanden, så man kan (måske dog med undtagelse af al maden jeg har nævnt, haha) få en hyggelig da i byen uden at skulle ud og køre af flere omgange.

MÅNEDEN DER GIK // APRIL

April var lidt (for meget) præget af dumme galdestensanfald som lagde lidt for meget beslag på tid og kræfter og det endte også med at gå en del ud over humøret. Det eneste der reddede det en lille smule var en fast rutine med 15 minutters yoga hver morgen og noget guided meditation i ørene om aftenen.
Når jeg ikke når de ting jeg har sat mig for, som jeg ikke gjorde i denne måned, så stresser mine hjerne helt ud og jeg har svært ved at samle mig om én ting af gangen, og der hjalp yoga og meditationen virkelig meget med at få samling på tankerne. En dag vil jeg blive bedre til at lave overskuelige to-do-lister om morgenen, så jeg ikke stresser hele aftenen over alt det jeg ikke når (og som i virkeligheden godt kan vente).
Er der nogle af jer der har nogle gode tips til sådan noget? Altså, hvordan man får sorteret opgaverne så det giver mening og man ikke hele tiden føler, at man render og forsøger at indhente noget?

Da det ser ud som om der kan gå noget tid inden jeg kan blive opereret for de der galdesten har jeg forsøgt at acceptere at jeg for tiden ligesom må leve med at de der anfald kan dukke op når som helst og hvor som helst, og prøver at have min smertestillende ved hånden hele tiden og så iøvrigt ikke arrangere ture der går alt for langt væk hjemmefra, så jeg hurtigt kan tage hjem hvis der kommer et anfald (fordi stikpiller der først rigtigt virker efter en times tid og følelsen af at blive bokset helt vildt i maven indtil de virker harmonerer virkelig dårligt med at være flere timer hjemmefra, haha).

Nå – men ja-hatten må på. Det er nu engang sådan situationen bare er ligenu, og jeg kunne jo fejle noget der var meget værre, så skal jo heller ikke klage konstant. I stedet er her nogle billeder (har ikke fået taget så mange i denne måned) af hyggelige ting, og jeg er fuld af forhåbning for at maj bliver 1000 gange bedre end april!

På besøg hos fine Hunnishop på Christianshavn der sælger kaffe til din gåtur med hunden
Flotte farver ved Torvehallerne
Årets første is – pebermynte/chokolade og valnød
På besøg i den fine park ved Fuglsang
Santhos gør mig tit selskab på yoga-måtten.
Kanelsnurre fra Pabst Bakery i Maribo. Så store og bløde og fyldt med kanel …mnnn!