OM MIG

Jeg hedder Kristina, er 39 år og bor på en dejlig stor gård på Lolland med min kæreste og vores 3 hunde.
Til dagligt arbejder jeg som stribetegner og illustrator, hvilket er noget af et tilfælde da jeg indtil for 6 år siden ikke havde tegnet en eneste streg siden jeg var barn, men havde arbejdet på kontor hele mit voksne liv. En dag forsøgte jeg mig dog med en tegning for at illustrere en pointe på min blog, Live fra Lolland, og siden dengang er det bare gået slag i slag. Jeg har været så heldig at få nogle virkelig spændende og lærerige opgaver (som du kan se et udsnit af i min portfolio), og jeg elsker mit liv som selvstændig, hvor mine primære jobs består af ting der skal få folk til at grine. Altså, hvor heldig kan man lige være?

Udover tegneriet er jeg Netflix-afhængig, kæmpe kaffedrikker og chokoladespiser, jeg ser alt for mange madprogrammer (hvilket ofte resulterer i, at min kæreste får serveret noget underligt til aftensmad), og så elsker jeg at se fodbold, spille trommer og så kan jeg virkelig også godt lide at gå og sysle med nogle små DIY-projekter som jeg jævnligt dokumenterer henne på min blog., og så selvfølgelig mine hunde.

Jeg flyttede fra Nørrebro til Lolland for snart 7 år siden da jeg mødte min kæreste der lige havde købt en gård på Lolland, og da min 2-værelses ved Runddelen var lidt for lille til de (på det tidspunkt) 4 store hunde, så rykkede jeg ind på en kæmpe gård med masser af plads, masser af utætte vinduer, brændeovn, en gigantisk baghave, søde naboer og en udsigt til masser af roer. Og jeg har ikke fortrudt det et sekund.