OM AT BRYDE DUMME VANER OG MØNSTRE

Jeg har altid været bange for at gå i seng. Det lyder nok virkelig dumt, men lige siden jeg var helt lille har jeg hadet natten og stilheden. Da jeg var barn blev jeg overvældende ensom og ked af det når huset var stille, og jeg har altid haft det bedst hvis andre var vågne mens jeg skulle sove. Jeg har svært ved at beskrive hvor anstrengt mit forhold til min seng og søvn har været, men det har altid været forbundet med noget dårligt hvor jeg følte mig helt fastlås, og i lange perioder også utroligt ensom. Det værste er hvis jeg skal sove hjemme hos andre. Jeg kan klare at sove på hotel, hos mine forældre og min mormor, men ellers kan jeg slet ikke. Det samme hvis vi selv har overnattende gæster. Tanken om at skulle være ‘på’ ligeså snart jeg står op for andre end Michael og hundene kan gøre mig så panisk, at der er nul chance for at jeg nogensinde falder i søvn.

Problemerne har varet hele mit liv, men de tog ekstra meget til for 14 år siden da min far døde. For at slippe for alle tankerne og sorgen, der altid var værst om natten, druknede jeg mig selv i sitcoms natten lang på sofaen indtil jeg til sidst ikke længere kunne holde øjnene åbne, og den vane har fulgt mig ligesiden. Hvis jeg sov i min seng var det med Netflix på telefonen (og høretelefoner i for ikke at vække Michael), og ligeså snart jeg kunne komme på bare den mindste undskyldning for det, så kravlede jeg ind på sofaen og tænde for fjernsynet som kørte indtil jeg selv døsede hen.

Men det er ikke holdbart. Alle de år med elendig og virkelig mangelfuld søvn gør dagene ulideligt lange og sætter virkelig en stopper for produktiviteten. Og så har jeg også en kæreste der var meget ked af at hans kæreste ikke sover sammen med ham 80% af tiden. Så jeg besluttede mig for at jeg var nødt til at ændre det. Også selvom det er en så indgroet vane, så det ville tage tid at ændre på den. Da jeg var yngre påvirkede det mig ikke så meget i løbet af dagen, men efter jeg er blevet ældre kan jeg godt mærke at kroppen er mega utilfreds med mængeden og kvaliteten af søvn jeg får.

Jeg har været virkelig glad for at bruge meditation til alt muligt andet, og da Headspace som jeg bruger havde en 30-dages pakke der skulle kunne hjælpe med at få en til at sove om aftenen (man hører dem dog om dagen), så gik jeg i gang med den, og den første uges tid fulgte jeg alle de tips der fulgte med, som f.eks. at gå i seng på nogenlunde samme tid hver dag, skrue ned for elektronikken i soveværelset (haha! Det lød forkert!) osv. Jeg var virkelig spændt på om jeg kunne gå i seng og falde i søvn efter de 30 dage.

Det tog dog slet ikke så længe at få vendt skuden. Efter en uges tid glædede jeg mig næsten til at gå i seng, og nu falder jeg i søvn de fleste dage uden fjernsyn, telefon, osv. Indenfor de sidste 3 uger har jeg sovet to nætter på sofaen og den ene dag var det reelt set fordi jeg hostede så meget efter min omgang influenza at jeg hele tiden kom til at vække Michael som ligesom skal op og ud af døren kl. 4.30.
Jeg har det stadig sådan, at er der dage hvor jeg kører helt fast, så er det okay at tage en nat foran fjernsynet. Men næste dag er det tilbage i sengen om aftenen, og det har fungeret fint, og jeg er ret optimistisk for fremtiden.
Nu er ‘frygten’ for at gå i seng om aftenen i hvert fald væk (om den bliver væk, kan tiden kun vise), og fordi jeg har meget mere energi om dagen får jeg lavet meget mere, hvilket gør mig mere træt og gør det lettere for mig at falde i søvn om aftenen. En virkelig rar cirkel at komme ind i. Jeg er selv blevet i meget bedre humør, og jeg kan også mærke at Michael er meget gladere. Det har aldrig handlet om ham eller vores forhold, for problemet har stort set stået på hele mit liv, men jeg kan godt forstå at det er svært ikke at tage det sådan når ens kæreste ikke sover sammen med en.

Langt de fleste nætter falder jeg i søvn indenfor 15 minutters tid og kun et par enkelte gange er jeg vågnet om natten (for det var også et kæmpe problem – når jeg endelig faldt i søvn, så vågnede jeg ofte 7-8 gange i løbet af natten.

Hvis du selv kæmper med de samme problemer, så kan jeg helt klart anbefale at læse om og måske prøve Headspace Sleep. Ellers kan man også prøve ASMR som Miriam her har skrevet om, jeg har ikke selv prøvet det, men havde planlagt at prøve det hvis ikke meditationen virkede.

Ellers kommer her en lille liste med små tips der har hjulpet mig:

  • Gå i seng og stå op nogenlunde samme tid hver dag. Det har virket virkelig godt for mig, også selvom jeg den første uges tid ikke lavede andet end at ligge og vende og dreje mig i et par timer inden jeg endelig faldt i søvn.
  • Når du ikke har mere du skal den dag, så gå ud og vask makeup af, osv. så du ikke først skal til det lige inden du går i seng. Det gjorde mig altid helt vågen at skulle ud og sjaske vand i hovedet og tage cremer på, osv.
  • Brug kun soveværelset til at sove (altså. Der ER selvfølgelig også andre ting man kan bruge det til, haha. Og de ting virker i øvrigt også fint som sovemiddel, skulle jeg hilse og sige ;).
  • Sørg for at soveværelset er ryddet og og red sengen så den ser indbydende ud. Jeg stresser helt vildt hvis der ligger bunker af tøj og andre ting i soveværelset, og det er dumt at se på det lige inden man skal til at sove.
  • Lad være med at arbejde eller være helt vildt aktiv lige inden du skal i seng. Lad være med at læse mails, nyheder eller andet der kan få tanker og bekymringer til at køre rundt. Tjek heller aldrig netbank inden du skal til at sove, haha.
  • Sørg for at have et glas vand med i seng, så du ikke skal stå op hvis du vågner om natten og er tørstig.
  • Når du har lagt dig i sengen og slukket lyset, så luk øjnene tag 5 dybe indåndinger.

Jeg er simpelthen så glad for at det endelig er lykkedes mig at få vent mine dårlige sovevaner. Jeg håber sådan at den gode stime fortsætter, for jeg kan mærke at en god nats søvn (endda mange dage i træk!) har gjort underværker for mit humør og hvor meget arbejde jeg får lavet i løbet af dagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *