MÅNEDERNE DER GIK // DECEMBER & JANUAR

Nu nåede januar næsten også at gå, inden jeg fik sat mig ned og tænkt på hvad jeg dog lavede helt december, det er helt skørt, altså. Jeg tror at det er meget sundt at sætte sig og se tilbage på måneden der gik og huske på alle de gode ting man har lavet, for jeg tror tit man glemmer det mens man er i det, så det er faktisk helt vildt hyggeligt for mig at sidde og finde billeder på min telefon og tænke tilbage på de hyggelige tider der har været de sidste par måneder.

Både december og januar har været rigtigt travle på arbejdsfronten, dog uden at være stressende på nogen måde. Jeg elsker at have travlt. Jeg elsker at min lille virksomhed har nået et punkt hvor tingene kører og jeg får masser af spændende opgaver ind. Men selvom der har været travlt, så har jeg også hygget mig gevaldigt, både med arbejde og fritid. Jeg elsker december, og i år var ingen undtagelse. Jeg havde selv en stand på et enkelt julemarked i år, og der var MEGET travlt i min lille webshop op til jul, men det var så hyggeligt at sidde og pakke alle bestillingerne og tænke på, at der var nogen der skulle sidde og åbne dem som julegave. Jeg fik også tid til at tage en lille afstikker til Malmø med Liv, hvor vi drak kaffe og gik rundt og kiggede på juleting og brugte vildt lang tid i en fin boghandel.

Juleaften holdte jeg med min familie i Skælskør, og det var mega hyggeligt. Jeg blev hos mine forældre og sov til næste dag, hvorefter jeg kørte hjem og nød juledagene i fulde drag med Michael og hundene, og så tog vi en tur til København 2. juledag til julefrokost hos hans familie, og det var lige så hyggeligt som juleaften.

Nytårsaften foregik på sofaen, både fordi at Michael var syg, og fordi hundene er rædselslagne for alt fyrværkeriet. Det gør mig dog ikke det mindste. Vi spiste tidligt aftensmad og så så vi film på sofaen med lidt højere volumen end normalt, og det gjorde faktisk at der kun var en anelse panik lige omkring midnat i en times tid, og så faldt hundene til ro igen.

I år holdt jeg helt fri fra 22. december til den 2. januar, og det var faktisk vældigt rart ovenpå en meget travl december. Til gengæld gjorde det også at det kriblede i fingrene for at komme i gang med arbejdet, så det var faktisk lige så dejligt at starte op igen som det var at holde ferie.

I januar er det ikke blevet til det helt store på den sociale front, andet end til et par caféaftaler med nogle veninder, til gengæld har der været fuld skrue på arbejdet. Jeg har nu både min ugentlige stribe i Hendes Verden, min ugentilige stribe på Folketidende.dk, og så arbejder jeg pt. på at illustrere en bog for en anden forfatter, skrive og tegne min egen næste bog, et projekt for Lolland Kommune plus alle de små mindre opgaver der løbende kommer ind. Det vildeste der dog er sket på tegnefronten er, at jeg er blevet nomineret til en Claus Deleuran pris som Årets Bedste Danske Tegneserieforfatter og det kan min hjerne slet ikke håndtere. Det er SÅ vildt. Jeg har absolut ingen forhåbninger om at vinde, for de to andre der er nomineret i kategorien er meeeeheega dygtige, så jeg nyder egentlig bare tiden som nomineret her indtil den 23. februar hvor priserne bliver uddelt på Copenhagen Comics (hvor jeg i øvrigt sidder på Danske Tegneserieskaberes stand, jeg har dog ikke helt programmet med tider endnu), og jeg glæder mig så meget til den weekend. Jeg har efterhånden lært mange vildt rare mennesker at kende som også kommer, og jeg glæder mig til en hel weekend fyldt med tegninger og rart og sjovt selskab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *