MÅNEDEN DER GIK // SEPTEMBER

September har været fyldt til randen med arbejde og alt muligt andet tegne-relateret. Jeg havde en kæmpe bunke liggende fra sommeren der gik med sygdom og derefter et par ugers ferie, og først et par uger henne i september var det ikke længere nødvendigt at arbejde til kl 22-23 stykker hver aften.

Ind imellem arbejdet fik jeg dog tid til at mødes med søde Liv til vores ‘frokostklub’ på SSAM på Vesterbro …

 

…og spise en virkelig sovset bøfsandwich hos Marni i Rødbyhavn …

 

…og bage en virkelig god æblekage 

…og ellers gik tiden med at få gjort alt klar til Art Bubble Festival i Dokk1 i Århus. Og hold da op, sikke en weekend! Det er 4 dage siden jeg kom hjem, og jeg er stadig helt fyldt op med oplevelser og simpelthen så træt, haha.
Fredag aften kørte jeg hjem til mine forældre i Skælskør og overnattede for at gøre turen lørdag morgen (hvor jeg skulle være i Århus kl 10) lidt kortere, og havde en hyggelig aften med dem inden jeg 6.30 kørte mod Århus. Jeg var i helt fin tid, og vejen til Århus kunne jeg sagtens finde ud af, men 20 km inden Århus holde jeg ind på en rasteplads og satte GPS’en til for at være sikker på at kunne finde hen til Dokk1. Midt i det hele gav GPS’en sig til at opdatere, og pludselig var der to forskellige stemmer der ville hver sin vej, er du gal et cirkus. Jeg valgte selvfølgelig at lytte til den forkerte stemme og endte med at køre tilbage på motorvejen og kom 15. min for sent, det var simpelthen så kikset.

Men jeg nåede frem og havde en helt fantastisk weekend. Jeg boede på et dejligt hotel lige overfor Dokk1, fik hilst på en masse mennesker jeg kendte i forvejen og fik nye bekendtskaber. Lørdag aften var vi alle sammen ude og spise sammen  (92 mennesker!), og det var så hyggeligt. Jeg fik næsten ingen billeder taget, havde det simpelthen for sjovt og hyggeligt til at gå rundt og få taget billeder hele tiden.

Jeg glemmer altid lidt hvor fin og hyggelig Århus er. Har været der af flere omgange når jeg af en uges varighed dengang jeg underviste nye konsulenter på mit gamle arbejde der havde en afdeling derovre. Jeg synes det er noget af den hyggeligste by at gå rundt i om aftenen. 

Dokk1 – SÅ pæn, altså. 

Johnny (som er frivillig på Art Bubble) og Jacob som tegner tegneserier og som jeg delte stand med hele weekenden, det var virkelig en fest. 

Hele hjemturen kørte jeg på én gang, og det tog små 4 timers fra jeg kørte fra Århus til jeg landede hjemme på gården kl. 21.30 og både mandag og tirsdag var jeg helt baldret. Jeg kan godt mærke at det ikke er hverdagskost at være sammen med SÅ mange mennesker og være på hele tiden (eller køre SÅ mange kilometer på så kort tid, haha.)

I denne uge arbejder jeg på nogle striber til et nyt stribejob (ud over det jeg har hos Hendes Verden), og jeg glæder mig så meget til at vise dem frem på et tidspunkt, og så skal jeg begynde at tegne på en ny bog jeg har skrevet. Den er egentlig skrevet færdig, men tit ændrer jeg meget i teksterne når jeg først er begyndt at tegne tegningerne til den, så helt færdigskrevet er den nok ikke ligefrem, haha. Vi må se hvordan processen forløber denne gang. Det er trods alt bog nummer 4, så på et eller andet tidspunkt burde man vel finde sig lidt til rette i en arbejdsproces. Måske udvikler processen sig bare ligesom man gør som menneske. Det gør vel egentlig heller ikke noget.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *