DIY // BRYLLUPSINVITATIONER PÅ BUDGET

Det her er muligvis et ret skørt indlæg at lave når jeg nu selv tegner en del bryllupsinvitationer og jeg sætter muligvis mig selv out of business på den front nu, men jeg har virkelig fuld forståelse for at folk ikke vil smide et stort beløb efter unikke illustrationer til en bryllupsinvitation (personligt ville jeg sikkert bruge de penge på mere bryllupskage, haha).

Hvis man har mod på det findes der faktisk virkelig mange muligheder for både at få en flot og personlig bryllupsinvitation for en brøkdel af hvad det koster at få en anden til at lave den. En mulighed er, at lave den i Canva, hvor der findes et hav af muligheder. Der er både skabeloner du selv kan tilpasse med personlig tekst og ekstra elementer, eller du kan starte fra bunden med en blank bagside og lade din indre designer tage over. Man kan også i Canva tilkøbe ekstra detaljer for ca. 1 dollar, så det bliver nok ikke det der kommer til at sprænge budgettet. Der findes også et hav af forskellige fonte i Canva, personligt synes jeg det ser finest ud med 3 forskellige på en invitation.

Her er 3 eksempler på invitationer jeg har lavet i Canva uden ekstra køb (det kan dog være at det kan koste lidt ekstra hvis man ikke har et abonnement, men vi snakker under 10 dollars, så det er ikke den dyreste udskejelse)


En anden mulighed er at købe noget fin clip art hos f.eks. Etzy. Den idé er nok den jeg bedst kan lide, mest fordi du stadig får noget som nogen har brugt tid, kræfter og kærlighed på at lave. Noget clip art hos Etzy koster mere end det du kan tilkøbe i Canva, og noget koster det samme. Til gengæld er der lidt mere at vælge imellem, så mulighederne bliver mange flere. Clip art er i bund og grund et billede med en gennemsigtig baggrund. Det kan være alt fra en tegning af en tændstikmand til fine akvarelblomster. De er for det meste af typen png. så det er det man umiddelbart skal kigge efter. Man kan bygge clip art op i lag, som jeg f.eks. har gjort på den midterste invitation, hvor det faktisk er de samme to stykker clip art der går igen og igen, nemlig de her:



Dem har jeg hevet og strukket i, gjort større og mindre og lagt i lag oven på hinanden – i alt er der 6 af buketter og 4 af grenen på den midterste invitation, som er lavet som en ramme rundt om invitationen.

Her er 3 eksempler på invitationer jeg har lavet med clip art fra Etzy, igen er prisen (langt) under 10 dollars pr. invitation.

 


Og husk nu at købe dit clip art, med mindre du finder noget på nettet hvor der helt specifikt står at det er gratis. Jeg har selv lavet en masse clip art, og det er et stort arbejde, og på steder som Etzy kan du som regel købe det i pakker til en meget lav pris (f.eks. 20 kr) og det gør at de mennesker der laver arbejdet kan blive ved med det.

Har man ikke mod på at kaste sig ud i Canva og har man ikke f.eks. Photoshop på sin computer, så kan man faktisk også godt sætte en bryllupsinvitation med clipart op i f.eks. Word. Synes man, at man mangler nogle fine skrifttyper, så kan man finde en masse gratis (husk dog at sætte kryds i boksen ‘free for personal use’) hos dafont.com

Hvis man er helt på bar bund, men f.eks. ved at man gerne vil have en invitation med nogle akvarelillustrationer, så kan man google f.eks. ‘wedding invitations watercolor’ og klikke over i billede-afdelingen, så vil der dukke virkelig mange resultater op man kan bruge som inspiration.

Invitationerne skal selvfølgelig også trykkes, og der kan man enten alliere sig med sit lokale trykkeri, eller få det trykt hos f.eks. Vistaprint. Skal man ikke bruge særlig mange invitationer kan det også være en billig måde at gøre det på, det kræver ikke kendskab til trykfarver, skæremarker, osv. og man kan sidde og lave det hjemme ved ens computer.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *