NEMME DIY BOGMÆRKER MED AKVAREL

De her bogmærker er i virkeligheden så nemme, at de stort set ikke behøver en guide. Men fordi jeg alligevel var ved at lave nogle til mig selv tog jeg et par billeder, hvis I andre også skulle have lyst til at give jer i kast med det. De kan i virkeligheden laves i alle former og med al slags dekoration, det kommer helt an på ens egen smag.

Det skal du bruge til disse bogmærker:

  • Tykt akvarelpapir (minimum omkring 200g, da bogmærkerne ellers bliver hurtigt slidte og bukkede). Jeg bruger som regel akvarelblokke hvor papiret allerede er limet fast, så ikke man selv skal til at sidde og sætte papir fast med tape (som f.eks. denne her – reklamelink)
  • Akvarelfarver (jeg har nogle forskellige, men den jeg bruger mest er denne her fra Panduro)
  • Pensel
  • Vand (gerne to forskellige glas – ét til at rense penslen og ét til at blande farverne)
  • En fineliner til at dekorere bogmærkerne med når de er tørre

Fremgangsmåde:

1) Giv et område på papiret en let omgang med en våd pensel (med kun vand på):

2) Herefter begynde du at fylde den lyseste farve på du vil bruge, og herefter dupper en mørkere farve ud i siderne af det våde stykke:

3) Fortsæt indtil du er tilfreds med resultatet og lad det tørre. Husk, det er vigtigt at lade papiret blive på blokken indtil det er fuldstændig tørt, så papiret ikke kommer til at krølle. Sådan her endte mine med at se ud da de var tørre:

4) Når det er helt tørt kan du enten skære eller klippe dem ud og bruge dem som de er. Ellers kan du dekorere dem med noget skrift og tegninger med en fineliner eller tusch.
Jeg er komplet nybegynder med sådan noget hand lettering (som det så fint hedder), så mine evner er bestemt også derefter, men jeg synes det er SÅ hyggeligt at sidde og nørkle med, så jeg fik skrevet lidt på mine bogmærker.

Jeg har selv købt disse bøger, og kan varmt anbefale begge. Den der hedder Supernem Handlettering har dog mange flere forskellige skrifttyper.

I forbindelse med dette indlæg ledte jeg efter nogle gratis ark man kunne printe ud og øve sig på. De krævede alle, at man skulle skrive sig op til alle mulige ting, så det måtte jeg droppe.

Hvis du mangler materialerne …

Hvis du ikke har akvarelpapir og farver, pensler, osv. indenfor rækkevidde, så frygt ikke!. Her et ark med de to forskellige slags bogmærker jeg lavede, som er lige til at printe ud. Du kan herefter dekorere dem helt som du vil. Jeg har lavet disse lidt mindre, så der var plads til 4 stk på et A4 ark.
Det nemmeste er naturligvis hvis du har mulighed for at printe dem ud på noget tykt papir, men ellers kan du også printe dem ud på et stykke almindeligt papir og så f.eks. klistre dem fast på en baggrund af farvet karton.

4 bogmærker

Mangler du inspiration til hvad du kan skrive (og tegne) på bogmærkerne, så har jeg lavet et board med ideer på Pinterest

Posted in DIY

DIY // BRYLLUPSINVITATIONER PÅ BUDGET

Det her er muligvis et ret skørt indlæg at lave når jeg nu selv tegner en del bryllupsinvitationer og jeg sætter muligvis mig selv out of business på den front nu, men jeg har virkelig fuld forståelse for at folk ikke vil smide et stort beløb efter unikke illustrationer til en bryllupsinvitation (personligt ville jeg sikkert bruge de penge på mere bryllupskage, haha).

Hvis man har mod på det findes der faktisk virkelig mange muligheder for både at få en flot og personlig bryllupsinvitation for en brøkdel af hvad det koster at få en anden til at lave den. En mulighed er, at lave den i Canva, hvor der findes et hav af muligheder. Der er både skabeloner du selv kan tilpasse med personlig tekst og ekstra elementer, eller du kan starte fra bunden med en blank bagside og lade din indre designer tage over. Man kan også i Canva tilkøbe ekstra detaljer for ca. 1 dollar, så det bliver nok ikke det der kommer til at sprænge budgettet. Der findes også et hav af forskellige fonte i Canva, personligt synes jeg det ser finest ud med 3 forskellige på en invitation.

Her er 3 eksempler på invitationer jeg har lavet i Canva uden ekstra køb (det kan dog være at det kan koste lidt ekstra hvis man ikke har et abonnement, men vi snakker under 10 dollars, så det er ikke den dyreste udskejelse)


En anden mulighed er at købe noget fin clip art hos f.eks. Etzy. Den idé er nok den jeg bedst kan lide, mest fordi du stadig får noget som nogen har brugt tid, kræfter og kærlighed på at lave. Noget clip art hos Etzy koster mere end det du kan tilkøbe i Canva, og noget koster det samme. Til gengæld er der lidt mere at vælge imellem, så mulighederne bliver mange flere. Clip art er i bund og grund et billede med en gennemsigtig baggrund. Det kan være alt fra en tegning af en tændstikmand til fine akvarelblomster. De er for det meste af typen png. så det er det man umiddelbart skal kigge efter. Man kan bygge clip art op i lag, som jeg f.eks. har gjort på den midterste invitation, hvor det faktisk er de samme to stykker clip art der går igen og igen, nemlig de her:



Dem har jeg hevet og strukket i, gjort større og mindre og lagt i lag oven på hinanden – i alt er der 6 af buketter og 4 af grenen på den midterste invitation, som er lavet som en ramme rundt om invitationen.

Her er 3 eksempler på invitationer jeg har lavet med clip art fra Etzy, igen er prisen (langt) under 10 dollars pr. invitation.

 


Og husk nu at købe dit clip art, med mindre du finder noget på nettet hvor der helt specifikt står at det er gratis. Jeg har selv lavet en masse clip art, og det er et stort arbejde, og på steder som Etzy kan du som regel købe det i pakker til en meget lav pris (f.eks. 20 kr) og det gør at de mennesker der laver arbejdet kan blive ved med det.

Har man ikke mod på at kaste sig ud i Canva og har man ikke f.eks. Photoshop på sin computer, så kan man faktisk også godt sætte en bryllupsinvitation med clipart op i f.eks. Word. Synes man, at man mangler nogle fine skrifttyper, så kan man finde en masse gratis (husk dog at sætte kryds i boksen ‘free for personal use’) hos dafont.com

Hvis man er helt på bar bund, men f.eks. ved at man gerne vil have en invitation med nogle akvarelillustrationer, så kan man google f.eks. ‘wedding invitations watercolor’ og klikke over i billede-afdelingen, så vil der dukke virkelig mange resultater op man kan bruge som inspiration.

Invitationerne skal selvfølgelig også trykkes, og der kan man enten alliere sig med sit lokale trykkeri, eller få det trykt hos f.eks. Vistaprint. Skal man ikke bruge særlig mange invitationer kan det også være en billig måde at gøre det på, det kræver ikke kendskab til trykfarver, skæremarker, osv. og man kan sidde og lave det hjemme ved ens computer.

 

TIP // SÅDAN FÅR DU STYR PÅ DIT SKRIVEBORD

 

Altså, dit skrivebord på din computer.
Dette her fandt jeg egentlig i en class på Skillshare (reklamelink) og måske kender du allerede tricket, men det har i hvert fald hjulpet mig uendeligt meget, for førhen sad jeg altid og fidlede rundt og kunne ikke finde hoved og hale i alle mine mapper.
I al sin enkelhed går det ud på at tage det billede man vil have som baggrund, og derefter give det nogle ‘overskrifter’, al efter hvad man bruger sin computer til. Min har 4 overskrifter, den første er igangværende projekter, det andet er afsluttede projekter, det tredje er ‘faste’ projekter (såsom Live fra Lolland og mine striber for hendes verden) og så den (kedelige, haha) fjerde overskrift er regnskab og programmer, og så flytter man simpelthen mapper, dokumenter og programmer hen under den rigtige overskrift. Jeg synes det er vildt smart. Jeg har blot valgt nogle forskellige billeder og så indsat figurer (f.eks. firkanter eller cirkler) som baggrund til overskrifterne og så skrevet overskrifterne i tekst.

 

Jeg har lavet 3 forskellige slags du kan downloade og bruge til dit eget skrivebord hvis de passer til dit behov. Du skal bare gemme dem og derefter gå ind på billedet og vælge, at du vil bruge det som baggrundsskærm. Jeg skal dog lige sige, at de er lavet efter størrelsen på min skærm, så du kan risikere, at de vil blive strukket i længden eller bredden. Hvis du selv har lyst til at lave din egen, så kræver det blot et program som f.eks. Photoshop, ellers kan du lave den gratis på forskellige steder på nettet, som f.eks. hos Canva eller Pixlr.  Jeg har selv brugt Canva til at lave disse her, der er SÅ mange gratis skabeloner til alt muligt.

DIY // OPHÆNG

For længe siden faldt jeg over disse ophæng henne hos MossRoom og endte med selv at lave en masse portioner af dem og sælge dem i min lille butik, og hver gang folk så et billede af dem, så spurgte de hvordan de var lavet. Så derfor har jeg sammensat denne her lille how-to, så I nemt selv kan lave det derhjemme. Jeg elsker de her ophæng, men de kan også sagtens laves mindre og bruges som f.eks. smykker.

Guiden her indeholder reklamelink til CC Hobby der betyder, at hvis du køber noget gennem et af linksne her på siden, så får jeg en lille procentdel af salget. Det bliver ikke dyrere for dig, og jeg bruger kun CC Hobby til det her, fordi det er der jeg altid alligevel selv handler. De har et kæmpe udvalg og leverer drønhurtigt (jeg bestilte det onsdag og det kom torsdag), og så vidt jeg husker får du 10% rabat på din første bestilling hvis du signer op til deres nyhedbrev.

Jeg har brugt en blandt af Cernit (reklamelink)og Fimo Kids (reklamelink) og noget Polymer Ler jeg fandt hos Søstrene Grene. Den billigste version er helt klart den fra Søstrene Grene, men det er meget begrænset hvad de har af farver. Jeg køber både mit Cernit og Fimo hos CC Hobby (reklamelink), men du kan også sagtens købe det i f.eks.Panduro der er det dog lidt dyrere.

Til disse ophæng har jeg brugt en smule af det brune ler fra Søstrene Grene, lidt af det grå Cernit, lidt af det rosa Cernit og lidt hvidt og sort Fimo Kids. Du skal også bruge en kagerulle (den kunne dog ikke være på billedet)

Det første du skal gøre er, at ælte leret, så det bliver blødt. Det tager en smule længere med Cernit og leret fra Søstrene Grene, men det er absolut ikke særligt tidskrævende. Hvis man vil lave en stor ‘portion’ kan det dog godt betale sig at ælte lidt af gangen. Jeg ruller det altid ud til nogle strimler, så synes jeg det er nemmest at samle det bagefter.

Herefter samler du leret og ælter det en lille smule.

Og så skal du igang med kagerullen. Afhængigt af hvilken type bord og kagerulle du har (kageruller af træ er det værste, leret hænger nemt fast i dem), så kan det godt betale sig at lægge et stykke bagepapir både under og ovenpå leret mens du ruller det ud.

Jeg kan godt lide at nogle af ophængene er meget marmorerede og andre kun en smule, så allerede når jeg har rullet det i ganske kort tid begynder jeg at stikke ophængene ud med udstikkeren.


Når jeg har stukket et par stykker ud folder jeg leret sammen og ruller det igen og stikker nogle flere ud, indtil jeg synes jeg har de forskellige slags jeg vil bruge.

Herefter laver jeg hul i den i toppen (alt afhængig af hvad vej man synes toppen nu skal være) med et sugerør.

Så er det klar til at komme i ovnen. Det skal bage ca 30-40 min ved 100-120 grader i en varmluftovn indtil det er blevet hårdt. Jeg plejer at mærke på det nogle gange mens det bager, det skal føles tørt og lidt sådan plastik-agtigt når det er færdigt.
Herefter sætter man en snor i, alt efter hvad nu synes der er pænt, og så er de klar til at hænge op. Hvis man har mindre udstikkere (eller er glad for store smykker) så gør de sig også fint som et smykke).

Dit overskydende ler pakker du blot i en frysepose (jeg har efterhånden flere kilo rester), og så holder det sig fint.