FARVEL SOMMER

Okay, det er måske en lige dramatisk nok overskrift, men sommerferien synger på sidste vers herhjemme på gården. På mandag skal Michael tilbage på arbejde, og det skal jeg også, selvom jeg selvfølgelig ikke skal lige så langt som ham, haha.

Jeg har ikke kunnet tage med ud og sejle hele sommeren da operationer og ar ikke går så godt med at springe op og ned i både, men i dag skulle det være. Vi fik vores båd i vandet og sejlet lidt og lå og vippede og nød solen inden vi satte kursen mod land igen. Der var ret meget vind, så båden makkede ikke lige ret, så vi måtte begge ud og hive i den for at få den op på dens trailer og med hjem. Fordi den drillede smed jeg skoene og ville gå ned af rampen ud i vandet, og havde slet ikke tænkt over at rampen var hamrende glat, så jeg gled selvfølgelig og slog min bagdel helt vildt, så nu ligner det lidt et trafikuheld, haha.
Det er i øvrigt noget jeg har et udpræget talent for, for otte år siden faldt jeg på vej ned af en trappe og brækkede mit haleben. For to år siden faldt jeg ned af en anden trappe og slog mig så meget at begge baller var fuldstændig lilla længe efter og jeg har stadig en bule på den ene baller efter dét fald. Nu har jeg så også lige en hudafskrabning til at holde bulen med selskab. Great.

Jeg skal ærligt indrømme (og jeg ved godt at man ikke må sige det!), men jeg glæder mig til nogle lidt lavere temperaturer. Jeg duer overhovedet ikke i hundrede graders varme, og jeg glæder mig sindsygt til efteråret der uden sammenligning er min yndlings-årstid. Jeg glæder mig til at kunne tænde op i brændeovnen, til at kunne gå tur med hundene uden de er ved at omkomme af hedeslag. Jeg glæder mig til efterårs-mad, til at tænde sterinlys og så glæder jeg mig rigtigt meget til nogle mere mørke morgentimer.
Dengang jeg selv skulle ud af døren hver dag hadede jeg de mørke morgner, men det er de timer jeg er allermest kreativ og bedst kan finde på striber og pointer og alt det der. I vintermånederne står jeg op kl. fem når Michael kører, laver kaffe og slæber mit tegnebræt med ind i sengen, hvor jeg så ligger de næste to-tre timer og tegner med sovende hunde omkring mig, det duer slet ikke om sommeren.

Samtidig går jeg og pønser på at give hjemmekontoret og vores soveværelse en overhaling. Mit kontor har ikke engang et loft endnu (der er bare trukket ledninger på kryds og tværs af det eksisterende, det ser helt skørt ud), så jeg vil gerne have loft op og finde et kæmpe tæppe herind til, og så har jeg en plan om at male væggene sådan en varm grå/brun/lilla farve for at gøre det hele lidt mere hyggeligt og hule-agtigt. Jeg har allerede 400 lyskæder herinde og jeg tror det kunne blive så hyggeligt med noget farve på væggene, men nu må vi se om jeg får taget mig sammen til det. Soveværelset trænger også til det, vi har totalt mismatch i alt derinde, og jeg får helt ondt i øjnene af at kigge derind, haha.
Men altså – det er i hvert fald mine planer for efteråret herhjemme. Jeg har allerede samlet aaaaalt for mange pins som inspiration på Pinterest.

Arbejdsmæssigt sker der også lidt det næste stykke tid. Den 22-23 september skal jeg igen med på Art-Bubble i Århus, og jeg glæder mig til et par sjove dage, det plejer i hvert fald at være drøn-hyggeligt (tænk, at det er fjerde gang jeg skal med. Crazy!).
Derudover så prøver jeg helt vanvittigt at komme i gang med at lave en ny bog, og samtidig har jeg to andre bøger jeg skal illustrere for andre der også ligger og venter på at jeg kommer i gang. Jeg har et møde snart om et nyt muligt stribejob, som jeg sindsygt gerne vil have og så glæder jeg mig til at arbejde videre med bloggen her (jeg har SÅ meget efterårs og vinter-gejl klar til den!) og fortsætte med at lave Live fra Lolland. Alle ting gerne foran brændeovnen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *