MÅNEDEN DER GIK // NOVEMBER

November kom og gik, og bestod mest af arbejde og hygge herhjemme, og var derfor ikke så begivenhedsrig, men fik da nået en smule andet end at sidde foran tegnebrættet.
F.eks. holdt Liv og jeg vores lille frokostklub. Det skulle egentlig have været på Wulff & Konstali, men der var optaget overalt, så vi endte på Palæo i stedet, hvilket også var rigtig fint. Jeg fik en vegetarburger, og den var helt perfekt …

November var også måneden hvor billetterne til Foo Fighters i Horsens til sommer blev sat til salg. Jeg ville SÅ gerne med, men kunne slet ikke overskue billetprisen på 850,- pr. stk, og havde derfor noget modvilligt opgivet at komme afsted. Heldigvis har jeg verdens bedste kæreste der ikke syntes, at jeg skulle sidde herhjemme og hænge med mulen, så han kom hjem med to billetter! Hold nu kæft, hvor jeg glæder mig!

Ellers brugte jeg måneden på at få gjort klar til julemarked og julesalg, jeg fik bagt lidt scones, og hygget gevaldigt meget herhjemme med Hr. mand og hundedyrene …

…og så har jeg (nogenlunde, haha) fået opretholdt den gode søvnrytme. Og i den forbindelse vil jeg lige smide endnu en anbefaling til Headspace (og nej, det er stadig ikke noget jeg bliver betalt for, haha). De har lavet sådan nogle sleepcasts som er SÅ gode at falde i søvn til. Min favorit er den der hedder Night Town. Jeg aner ikke hvor lang den er, for jeg sover altid inden den er færdig. Jeg anbefalede den på et tidspunkt på Instagram, og der var masser der havde prøvet den og var blevet helt hooked på den, så kæmpe anbefaling herfra <3

 

OPSKRIFT // VERDENS MÅSKE NEMMESTE SCONES

Jeg elsker scones. Af enhver slags, og gerne med smør på. Tit synes jeg dog at de er for besværlige at bage, men i går faldt jeg over denne opskrift hos Maden i mit liv  og de blev simpelthen så lækre! Jeg brugte kun ca. 2/3 dele af chokoladen, for havde kun en meget bitter 70%, og de ville sagtens kunne klare noget med en lavere procent.
Næste gang vil jeg prøve at lave dem med blåbær i stedet for chokolade, det tænker jeg kunne være ret lækkert!

VERDENS LETTESTE SCONES

Ingredienser

  • 250 gram Hvedemel
  • 30 gram Sukker
  • 80 gram Smør
  • 2 tsk Vaniliesukker
  • 2 tsk Bagepulver
  • 1 knivspids Salt
  • 1 1/2 deciliter Mælk
  • 50 gram Mørk chokolade

Sådan gør du

  1. Hak smør og chokolade i små stykker (hver for sig) og mål halvanden deciliter mælk op. 

    Bland alle de tørre ingredienser i en tilpas stor skål, og hæld smørret i og smuldr det med fingrene i dejen.

    Hæld derefter mælken og chokoladen og ælt dejen let til den er helt samlet.

    Hæld en smule mel på bordet og rul dejen ud, til ca. 2-3 cm tykkelse. Herefter kan du enten skære 8-9 lige store stykker (det gjorde jeg, da jeg ikke kunne finde min udstikker) eller bruge en udstikker i den størrelse du ønsker. 

    Så pensler du dem med et sammenpisket æg og bare dem i ca. 15 minutter ved varmluft på 180 grader til de er gyldne ovenpå. 

    De smager dejligt mens de er lune, men skal lige køle lidt af, for chokoladestykkerne er MEGET varme lige når de kommer ud af ovnen 😉

VINTERLISTEN

Jeg er faktisk ikke helt sikker på om vi sådan kalender-vis har ramt vinteren endnu, men det er i hvert fald begyndt at føles noget mere vinter-agtigt i vejret. Måske er det også fordi jeg allerede er gået lidt i jule-mode, at det føles vinter-agtigt. Jeg er godt med med mine opgaver for tiden, og det virker sådan lidt som om det hele bare kører som det skal.

Read more

MÅNEDEN DER GIK // OKTOBER

Oktober har været her, og først et stykke henne i november har jeg fået tid til et lille tilbageblik på måneden der gik.
Oktober var god, Virkelig god. Ovenpå sommeren er jeg nu endelig kommet ind i en god arbejdsrutine, og selvom jeg arbejder flere timer om dagen end jeg plejer, så føles det ikke så arbejds-agtigt. 

I oktober var der ‘premiere’ på min nye stribe på folketidende.dk – en stribe vi begyndte at tale om at lave tilbage i foråret, så det var vildt endelig at se den på siden. På sådanne projekter er det langt fra sikkert at de indledende mails og møder rent faktisk munder ud i noget, så det føles altid helt vildt sejrs-agtigt når man ser det for første gang. Indtil videre kører striben året ud, men jeg håber sådan at folk læser og kan lide den nok til at avisen synes, at den kunne være sjov at beholde fremover. Jeg har kaldt serien for ‘Tilflytterne’, og det har været sjovt at se tilbage og tænke på hvordan det hele var dengang jeg selv flyttede herned fra København og kunne bruge nogle af tingene fra dengang, men samtidig også lave striberne så folk der ikke bor her måske også kan relatere sig lidt til dem. 

Jeg møder tit mennesker der tænker at mit job ‘bare’ lige er at finde på en vittighed og så klaske en tegning til. Det ville jeg nok også selv tænke, hvis jeg ikke lavede det jeg gjorde. Men der er langt mere i det end det. Målgruppen for de striber jeg tegner for f.eks. Hendes Verden er lidt ældre end f.eks. min ‘egen’ målgruppe på Live fra Lolland, og igen er den lidt forskellige fra den jeg tegner til folketidende.dk, og det er virkelig vigtigt at have målgruppen i tankerne. Det er f.eks. ikke sikkert at ting folk synes er sjove hos Live fra Lolland vil være noget for læserne af Hendes Verden, og omvendt. Samtidig prøver jeg også at lave tingene så humoren i alle mine ting har en råd tråd, så det ikke det ene sted er mega sarkastisk og det andet sted er mere naivt. Mine tegninger er måske ret simple i det, men der ligger en masse arbejde bag hver stribe. 
Jeg har efterhånden i alt lavet over 2000 striber de sidste 5 års tid og jeg bliver bedre og bedre til hurtigt at kunne se hvad der fungerer og hvad der ikke gør. I begyndelsen lavede jeg en masse udkast til alle mine striber, det behøver jeg heldigvis ikke mere. Det må være ligesom at lære et håndværk, når man har gjort den samme ting tilpas mange gange, så sidder det ligesom lidt mere på rygraden.

Nå, det blev et laaaangt sidespring. Men altså! Man kan se nye striber på folketidende.dk hver onsdag! 

Oktober blev også måneden hvor vores baghave forvandlede sig til den mest fantastiske park i helt vildt pæne farver …

…og hvor jeg fyldte 39 og brugte dagen sammen med Michael i København hvor vi spiste morgenmad, gik i Tivoli, spiste mere mad og spiste kage og så en påfugl der var meget betaget af sit eget spejlbillede …

…vi fik også endelig en ny kaffemaskine, så nu har jeg rent faktisk igen lyst til at kravle ud af sengen om morgenen …

November er indtil videre fyldt med en masse arbejdsrelateret. Det er som regel en af mine travleste måneder på året. Der bliver solgt mere i min webshop, der er julemarkeder der skal gøres klar til, og så kommer der som regel også en masse små tegneopgaver ind der skal nås inden året er slut. Så fra nu af og indtil jul står den på arbejde, arbejde og mere arbejde. Det er heldigt at man er så glad for sit job som jeg er for mit, haha.