SMÅ TIPS TIL DIG DER PENDLER I BUS, BIL ELLER TOG

Det første halve år jeg boede her på Lolland arbejdede jeg stadig i København og ind imellem i Århus, så jeg har også haft nogle lange bil og togture, men de fleste tips i denne her lille guide kommer fra min kæreste der hver dag pendler mellem Rødby og Ballerup i bil. Han har givet de fleste tips til hvordan man bedst kan udnytte tiden i bilen og de andre er blot nogle få tips jeg har opstøvet gennem tiden. Håber, I måske kan få noget inspiration til hvis I en dag skal til at pendle i længere tid.

Pendler i bil:

Det er lidt anderledes at pendle i bil fremfor tog eller bus, da du jo er nødt til at have opmærksomheden på vejen hele tiden. Derfor kan du selvfølgelig ikke lige læse nyheder og sms’e, men der er alligevel mange ting du kan få tiden til at gå med.

På vej til arbejde:

Brug tiden i bilen på vej til arbejde til at lade op.
Det er SÅ nemt at sidde og blive døsig når man sidder behageligt i en varm bil et par timer (specielt når man kører den samme tur hver dag, og kender samtlige sving og kurver), så hold hjernen igang. Og sørg for at have kaffe med, hvis du er morgenkaffe typen (altså, er vi ikke alle det?)

Min kæreste er virkelig glad for lydbøger og podcasts, specielt den mere seriøse del af slagsen. Han hører (og anbefaler på det varmeste – hvilket er store ord når det kommer fra ham. Faktisk er han så vild med den, at han siger, han har det dårligt med at den er gratis at høre) The Daily der bliver lavet af New York Times. Den er ikke lige sådan en podcast man sidder og slumrer hen til, den sætter tankerne i gang og holder dig ret meget opdateret om de lidt mere seriøse issues i verden.
Er du ikke til seriøse verdensnyheder first thing in the morning, så er lydbøger også virkelig gode. Et godt tip er at vælge nogle lidt længere af slagsen, så du måske ligefrem glæder (okay ‘glæder’ er måske et stort ord) dig til at komme ud i bilen og lytte videre næste morgen.

Et andet tip til at få hjernen op i gear er, at bruge tiden på at lære et nyt sprog! Man kan i dag få alt som apps (og her kan du f.eks. bruge Babbel), og hvis du sidder inde i din bil kan ingen hører når du udtaler samtlige ord forkert første gang! Så hvis du skal ud og rejse henover sommeren, så er der sagtens tid til at nå at sætte dig ind i the basics endnu.

Flexer du din tid på arbejdet, eller har du bare ind imellem telefonmøder udenfor ‘normal’ arbejdstid, så prøv at se om du kan tage dem på vej på arbejde, i stedet for på vej hjem, hvor du helt sikkert får mere glæde af at bruge tiden på at geare ned.

På vej hjem fra arbejde:

Brug tiden i bilen på vej hjem til at holde fri, også selvom der er et par timer til du er hjemme. Hvis du kan, så skip telefonmøder efter du har fri, hvis du skal tale i telefon, så brug i stedet tiden på at tale med din kæreste, venner, familie, osv. som du måske ikke har så meget tid til på grund af den lange tur til og fra arbejde hver dag.

Hør nyheder og andre ting du kan høre og ikke skal kigge på, som du også ville gøre derhjemme. På den måde får du mest muligt ‘fri’ selvom du er nødt til at bruge mange timer i bilen.
Når du kører fra arbejde, har du fri, så sørg for at geare ned i stedet for at blive i et halv-stresset arbejds-mode.

Ekstra tips til bilturen:
  • Hav altid vand og måske nogle små snacks (nødder, rosiner eller andre ting der ikke dør efter en dag i en bil) med i bilen. Er der uheld kan du risikere at skulle holde længe i kø, og så er det rart at have lidt at spise og drikke.
  • De fleste har det sikkert, men sørg for at have en ekstra jakke om nogle tæpper med om vinteren, hvis uheldet rammer dig og du skal holde og vente på hjælp.
  • Sørg for at have hvad du har brug for i bilen med hjemmefra, hvis du bruger meget tid i bilen. Et ‘hurtigt’ stop på en tankstation bliver ofte både dyrt og smider tit 10-15 minutter ekstra oven i en i forvejen lang tur.
  • Sørg for at have downloadet dine podcasts, lydbøger, osv. så du ikke løber tør for ‘selskab’ hvis du pludselig ikke har en ordentlig dataforbindelse. 
  • Det sidste er ikke så meget et tip, men de fleste telefoner i dag har det sådan at du kan indkode en in case of emergency-kontakt. Jeg har for lææængst kodet mig selv ind der i min kærestes telefon, for ærligt talt, der er virkelig mange idioter på motorvejene, og det er rart at vide, at hvis der skulle ske ham et eller andet, så vil man blive kontaktet (på en iPhone finder du den inde i den helbreds app, under ‘nødinfo’)

Pendler i tog og bus:

Hvis du pendler i tog og bus har du den fordel, at du ikke behøves at holde øjnene på vejen hele tiden, og det giver mulighed for at lave en masse ting som de der pendler i bil ikke kan.

På vej på arbejde:

Hvis du har mulighed for at flexe lidt med din arbejdstid, så kan du vælge at bruge noget af tiden på at få svaret mails, osv.
Desværre er der mange arbejdsgivere der ser det som det mest naturlige at man både arbejder på vej til arbejde og samtidig arbejder 8 timer når man så kommer frem, og jeg siger ikke der ikke kan være enkelte dage hvor man er nødt til at arbejde en time ekstra, men lad det ikke blive en dårlige vane (siger hende der i hendes gamle job arbejdede både på vej til og fra job og arbejdede videre når hun kom hjem, ahem).

Har du ikke mulighed for at få lidt arbejde for hånden på vej til arbejde og dermed forkorte din dag lidt i den anden ende, så sørg for at lave andre ting der gør dig mentalt klar til arbejde, selvom det er fristende at tage en lur (den bider bare én bagi når man skal op og ud og stadig halvsover når man møder ind på arbejdet.

Imodsætning til de der pendler i bil har du ikke den luksus at du er helt alene. Derfor ville det måske være en dårlig (omend måske underholdende for dine med-passagerer) at begynde at sidde og lære dig et nyt sprog i et stopfuld bus.
Igen, kan podcasts virkelig anbefales i ørene, men ellers så spil spil som f.eks. Wordfeud, og andre spil der får hjernen lidt i gang, og ellers kan du tage en guided meditation (brug f.eks. Calm eller Headspace). Det kræver ikke andet end at du sidder ned og kan lukke øjnene (og er selvsagt derfor ikke særligt egnet til dem der kører bil). Personligt mediterer jeg næsten hver morgen, og det er en virkelig god måde at lade op til dagen på.

I sin tid da jeg boede og arbejdede i København tog jeg både bus og tog på arbejde hver dag (og – som de fleste københavnere ved, så kan det snildt tage en time fra Sydhavnen til Ballerup, så der var masser af tid at tage af), var at lave lister. Indkøbslister, to-do-lister, lister over serier jeg ville se, lister over koncerter jeg ville til. Det var også en virkelig fin måde at sætte gang i hovedet på om morgenen.

På vej hjem fra arbejde:

Samme princip som dem der pendler i bil. Du har fri, så selvom det er fristende lige at få svaret på de sidste mails, så er det en virkelig dårlig måde at holde fri på. Lav så vidt du kan noget du også ville lave hvis du var hjemme og holdt fri. Stream serier på din mobil, læs eller hør en bog, få sendt mails til dine venner, spil spil eller hør musik på din telefon. Personligt er jeg ikke kæmpe fan af at sidde og have personlige samtaler over telefonen midt i et stopfyldt S-tog, men hvis det ikke generer dig, så er det også en fin tid til lige at få ringet til forældre, venner, kæreste eller nogle andre du ikke har så meget tid til.

Bare sørg for – på hvilken måde du nu foretrækker – at koble af, så meget som det nu kan lade sig gøre. Husk, at du har fri og gem besvarelse af arbejdsmails, osv. til næste dag, og hvis der er et tidspunkt på din arbejds/pendler-dag du kan tage en lur, så er det på vej hjem. Så er der også mindre chance for at tage direkte hjem og få en lur på sofaen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *