MÅNEDEN DER GIK // JUNI

Juni måned kom og gik, både med hyggelige ting og sager, men igen blev måneden desværre plaget lidt af sygdom. Jeg blev igen indlagt på grund af betændelse i bugspytkirtlen på grund af dumme galdesten, men nu er der forhåbentlig snart en ende på det. Jeg skal opereres allerede på mandag, og hvis alt går vel, så skulle jeg være tilbage på benene igen efter en uges tid.

I jule havde vi besøg af Michaels fætter fra Nordjylland, hvor vi tog en tur ud og spille minigolf. Jeg var sikker på, at denne lyserøde bold skulle sikre mig sejren, men det skulle vise sig langt fra at være sandheden, haha. Det samme var iøvrigt tilfældet weekenden efter da Michael og jeg tog alene afsted. Jeg er ret sikker på at det var boldens skyld jeg tabte, men jeg ville vælge den igen til hver en tid 😉
Når Michaels fætter er på besøg om sommeren spiser vi jordbærkager i lange baner. Jeg holdt mig dog lidt på måtten denne gang for ikke at ligge vågen med ondt i maven hele natten.For ja. For et par uger siden endte jeg fredag aften igen på sygehuset i Nykøbing Falster. Jeg havde haft et galdestensanfald der havde varet fra torsdag aften, og da jeg fredag eftermiddag igen begyndte at blive små-gullig i det og stadig kravlede rundt af smerter, vidste jeg godt, hvad klokken havde slået. Igen havde en dum galdesten sat sig fast og givet mig betændelse i bugspytkirtlen, og denne her omgang var den mest smertefulde hidtil. Jeg plejer kunne forholde mig forholdsvis roligt selvom jeg har vildt ondt, men dén fredag lå jeg og skreg og krampede på akutafdelingen. Jeg fik noget morfin der tog den der krampagtige fornemmelse i kroppen, men smerterne var lynhurtigt tilbage igen.
Jeg havde min værste nedtur længe, mens jeg var der. Jeg havde hvad der bedst kan beskrives som hjemve, jeg tudede hele tiden og var frustreret over at hver læge gav mig forskelliget svar på hvad de ville (eller ikke ville) gøre ved hele. Det hele endte i en meget ynkelig omgang med mig der tude-ringede til både min mor og min kæreste en mandag eftermiddag i hospitalstøj med dropstativ i hånden i en stopfyldt reception foran 100 mennesker på sygehuset.
Jeg blev udskrevet igen 5 dage efter, denne gang med en lovning på, at jeg får fjernet min galdeblære på mandag den 9/7, og så skulle det forhåbentlig gerne være et lukket kapitel. Jeg er SÅ træt af at bruge 2-3 dage om ugen på anfald eller at være helt groggy af alt det smertestillende jeg skal tage for at gøre anfaldene udholdelige og bruge resten at tiden på at bekymre mig om hvornår det næste rammer og altid sikre at min taske er fyldt med smertestillende. Det er virkelig både irriterende og mentalt udmattende.

Bortset fra 5 dumme dage på hospitalet var juni hyggelig. Jeg tog tit ud og aftenbadede, og havde også Santhos med, der syntes det var en fest at svømme rundt sammen med mig ude i vandet.
…og jeg fik endelig lavet mine bogmærker færdig (opskrift er her)
…og skrev et indlæg om ting du kan lave hvis du skal på besøg i Maribo henover sommeren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *